text
stringlengths 0
5.05k
|
---|
ja a denne verdens børn har mange såre mange fornødenheder |
svarede præsten koldt hvad der straks kaldte lasson til orden |
han betænkte allerede at ville overraske sønnen med noget uhørt som f eks en fuldblods opsadlet ridehest |
sønnen kunne jo om han behagede med tiden blive herredsfoged ja amtmand få uniform og søgård med herligheder havde han i ryggen |
uniformer vare ham ellers noget abekatteri til at gå i en dum krig og blive vanskabt eller blive slået ihjel foretrak han ubetinget f eks en grå slavemundering som det eneste rigtige men at en herredsfoged var pyntet med nogle blanke knapper kunne han nok lide det klædte ganske godt og imponerede ved offentlige lejligheder |
men i stedet for at få sønnen hjem bliver han underret om at kjeld har bestemt sig til straks at læse til officersexamen og o ve |
lader sig forlyde med at hele den stilling passede ham bedre |
da gik den berusende glædesrus over i en nagende uro |
ja der gaves øjeblikke når han traskede om på sine nedarvede besiddelser midt imellem alle de røde behornede hvor han følte jorden usikker under sig |
hans blik var så vant til at søge muldet at han glemte aldeles den lyse himmel der hvælvede sig over alle jordiske herligheder |
det hændte da at han i sin beklemthed undertiden nu så opefter for i det hemmelighedsfulde uudgrundelige rum at søge en løsning på en så urimelig jordisk gåde som den kjeld beredte ham |
megen uro kunne følge på men den fulde bevidsthed om at han ole johan lasson ene og alene rådede over hele sin status hemmeligheder og at status i det hele var som den var undlod aldrig at udøve sin indflydelse på ham |
det knæk han kunne føle i sin ryg blev atter og atter opstivet ved tanken om de fyldte pengesække og så den mageløse hær på engene |
desuden når kjeld blot fik penge nok og det var rasende hvad den knægt brugte plejede han altid at være føjelig som et lam |
heldigvis kunne da for pokker en uniform vel ikke omskabe en karakter |
alligevel hans strålende forhåbningers perlekrans havde et brist der var et meget svagt punkt han kunne ikke skjule det for sig selv |
hvor megen kunst end lasson udviste for at holde vejlængden på samme punkt vandt han dog mere og mere terræn |
sønnen stod alle øjeblikke stille bukkede sig og granskede som om han skulle løse et eller andet botanisk problem |
lasson gjorde holdt |
han kunne ikke gå længere |
hans hjerte bankede så han kunne høre det slå og hans øjne havde en formidabel lysglans som om al uroen med magt ville trænge sig igennem kjeld for at se hvad der gik af ham |
han lænede sig på stokken og betragtede ham så stift medens han kom imod ham at kjeld havde følelsen af at gå imod et uvejr |
han tog det dog med ro fast bestemt på at holde stillingen |
du interesserer dig nok ikke videre for gården mere |
udbrød den gamle |
stemmen var på en umærkelig rysten på de sidste ord nær hans sædvanlige men det brændende blik som øjenlågene og de lange øjenhår forgæves søgte at dæmpe traf kjeld som en kold stråle |
hvoraf slutter du det |
spurgte han |
jeg har vel den samme interesse som altid |
landvæsen hører jo ikke til mit fag |
dit fag |
ja hvad er egentlig dit fag begyndte den gamle udfordrende |
for dette her han pegede på en af hans knapper det det er vel for fanden ikke dit fag |
det brændte kjeld på tungen at sige en eller anden spas om at være knapmager men han betvang sig og udbrød det var et løjerligt spørgsmål fa er jeg forstår ikke |
du forstår ikke |
ja jeg forstår det meget mindre min gode ven |
du var jo juridisk kandidat ja jeg håber at jeg fremdeles er det svarede sønnen med et ufrivilligt smil |
han havde ondt ved at tilbageholde en skoggerlatter |
men han vidste af erfaring at intet i verden ville irritere den gamle mere og han måtte frem for alt have ham i humør |
ja det er ikke godt at vide hvad du er |
du bruger mange penge min gode kjeld |
hvad denne forestilling her skal betyde går langt over min forstand |
jeg undrer kun på at du har råd til alt det dingelgangel |
hvad mener du med dingeldangel |
spurgte kjeld drillende |
dermed mener jeg disse knapper røde streger sabel gehæng og fanden og hans oldemo er |
nu skal jeg sige dig noget far svarede kjeld og hans stemme var ganske lav |
jeg har vel brugt mange penge men du har råd dertil også har jeg både juridisk eksamen med bedste karakter og dernæst min officersexamen på samme måde så pengene er ikke smidte ud af vinduet jo gu er de smidte ud af vinduet |
hvad skal du med juridisk eksamen her på gården er nok at tage vare på og intet nogensinde at føre processer om jeg har aldrig ført processer |
nå men det vil jeg nu lade gå |
men dette sidste pøj |
det er mig en rent ud ubegribelig historie |
jeg finder det latterligt naragtigtdumt |
det var vist aldrig før arriveret lasson at han i så kort tid havde sagt så mange især ikke så afgørende ord |
kjeld som var opbragt og ærgerlig havde arvet faderens kolde sindsligevægt hans eneste arvedel fra den side fortrak ikke en mine |
han var noget blegere end han plejede men svarede med knusende ro jeg har nu absolut ikke lyst eller evner til at passe køer |
du skulle hellere være stolt af at det er gået mig så godt at jeg ikke kommer hjem som baronen derovre og er drattet både hist og her |
stolt af |
ja jeg var ganske fornøjet med den jurist eksamen men denne maskeradedragt er jeg helst fri for at se |
kjeld havde indtil nu i grunden tænkt at den gamle ikke mente synderlig med sine ord |
han var forberedt på en overhaling når han præsenterede sin ekviperings regning m m |
men den umiskendelige harme hans fader følte krænkede ham dybt og var i uhyre modstrid til den glorie hvormed han var hilset og kendt i hovedstadens kredse |
hvis min dragt som jeg er stolt af er dig ubehagelig v d jeg ikke bedre end at du lader spænde for at jeg kan tage bort |
toget han tog sit ur op af lommen og så på det går om to timer er du så god |
som en stormvind for han sin fader forbi og ilede med lange skridt hjem til gården |
satans knægt |
hvad bilder han sig ind |
jeg kunne gøre ham arveløs |
mumlede han og vendte ud efter ad engen til |
da han havde gået en tid så meget som et godt kvarter hørte han en galoperende hest bag sig |
hej niels |
livor fanden skal du hen i det t rav |
forvalteren sagde e te a skuil hent de tou brun ved e møll til løjtnanten |
gu skal du ikke nej det kan vente til en anden gang |
nå sådan |
vil hosbond så sjelv sej at a er bleuvven omkommandiret |
karlen vendte om |
lasson ligeså |
uagtet sit indædte arrigskab følte han sig imponeret og en del urolig |
det sidste ville han for alt i verden ikke været ved |
uden at ville lade så fremskyndede han sine skridt og halvt ubevidst drog han en sammenligning mellem den ublandede og den stærkt bla ndede glæde |
han havde kun denne ene søn som havde været langt mere skikket til at være fattigmands barn der skulle slide for føden læse studere altid læse |
så snøredes hans hjerte sammen ved tanken om alle de unyttige penge alt dette havde kostet |
sandt nok det var heller ikke for fattigfolk |
ja gud måtte vide hvordan ubemidlede folk fik deres sønner frem ad den vej |
ja men kjeld måtte jo også være rent binde bindegal |
nu kom han sagtens til at rykke ud med ja lad se en to kanske tre hundrede kroner til alt dette skidt nej |
de uniformer forsonede han sig aldrig med |
og dog |
i en krog af hjertet sad en ondskabsfuld nisse og hviskedee at kjeld var dog en storartet fyr og pokkers som denne paradedragt klædte ham |
så så han for sine øjne de galoperende ben med de røde rabatter hale gennem græsset |
han havde så mødt forvalteren og straks udstedt ordre om vognen |
det var ham frygteligt imod at nogen af folkene skulle få færten af at han og kjeld havde haft noget udestående |
og hjemad halede han så sveden dryppede ned fra hans hår |
kjeld var ingen steder at se |
i førstningen tog han det med ro men da der var gået en halv time og løjtnanten fremdeles var usynlig måtte han gøre noget |
med al mulig majestæt begav han sig op til gjæstekamret ud til haven hvor sønnen sov |
døren var lukket indvendig fra |
han bankede på |
hvem der |